Vores rigdom er ikke meget værd, hvis vi sælger ud af vores værdier

Den 24. februar invaderede Rusland Ukraine. Beslutningen var Putins, men som en del af den har rimeligvis indgået hans aflæsning af et uenigt Europa, der historisk har vist for stor langmodighed med hans tidligere overgreb på folkeretten. Jo, der var sanktioner, da Krim blev invaderet eller når der blev begået russiske giftmord på europæisk jord, men de var for svage, for de mest tøvende satte standarden for den fælles reaktion. Det fjerner ikke hans skyld, men understreger vores ansvar for at stå vagt om vestens værdier.

En sådan formaning har vi også fået i dag med Tibetkommissionen beretning. I den første kommissions beretning blev skandalen ’smurt af’ på nogle politifolk, men nu fastslår kommissionen med en skarp kritik, at der i Udenrigsministeriet har været en forvaltningskultur, hvor hensynet til at undgå at støde de kinesiske gæster blev sat over grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at denne forvaltningskultur var kendt også på ledelsesniveau i Udenrigsministeriet.

Det er ganske alvorligt og en total misforståelse af diplomatiets væsen. Ja, vi skal havde gode diplomatiske relationer til vores samhandelspartnere, men nej, vi må aldrig sætte det højere end vores fundamentale frihedsrettigheder.

Den lektie må vi nu være lært, men der er en lektie mere: Et fragmenteret Europa uden en klar og fælles position i forhold til verdens bøller skaber en enorm risiko for, at Europas lande spilles ud mod hinanden. Vender man ikke det blinde øje til i et land, gør man det måske i et andet og høster derved en kortfristet handelsgevinst. Eller sagt omvendt: Står vi sammen, står vi stærkere. Og det styrker modstandskraften og mindsker risikoen for, at det svageste led knækker under for politisk pres.

Jeg ved godt, at mange danskere har en reservation ved et EU, der fra tid til anden opleves som blandende sig i detaljer. Men vi lever i en usikker tid. På den ene side et aggressivt Rusland, der forsøger at bombe sig til at opretholde en stormagtsposition, der er i frit fald. På den anden side et selvbevist Kina, der undertrykker frihedsrettigheder, demokrati og intimiderer for yderligere at udbygge sin stormagtsposition. I den verdensorden må Europa rykke sammen. Vi taler nu – med års forsinkelse – med en stemme i forhold til Rusland. Tilsvarende er der brug for en fælles og håndfast Kina-politik, så ingen – hverken i den danske udenrigsministerium eller noget andet sted – føler sig foranlediget til at gå på kompromis med egne værdier for en kortsigtet merkantil gevinst.

Vores rigdom er ikke meget værd, hvis vi sælger ud af vores værdier og bliver fattige på dem!