I Danmark har vi store ambitioner for udbygning med vedvarende energi. Det har vi haft i mange år under skiftende regeringer, og derfor har vi også en international førerposition. I en tid, hvor Putins krig har udløst en energikrise, som vi skal tilbage til starten af ’70erne for senest at have oplevet, gør det os LIDT mindre sårbare end en række andre europæiske lande, der er kommet senere i gang med den grønne omstilling. Men sårbare, det er vi.
Bliver vinteren gennemsnitlig, klarer vi os igennem, men energipriserne bliver voldsomme. Bliver vinteren hård, kan det blive så slemt, at vi ikke ’bare’ kan betales os fra det. Vi kan simpelthen komme til at opleve strømafbrydelser.
Den akutte situation understreger behovet for, at vi får sat endnu mere fart i udbygning af vedvarende energi. Både de grønne elektroner, så vi udrulle elektrificeringen af Danmark, men også de grønne molekyler fra Power-to-X, så fossile brændstoffer kan erstattes af grønne.
Folketinget har besluttet at lave en energi-ø. Den skal være verdens første, er ambitionen. Men det bliver den ikke. Udbudsmaterialet er forsinket, så der går MINDST 10 år før den står klar. Og til den tid, har andre landet overhalet os. Det er ikke bare skidt for vores energiuafhængighed – det er også skidt for vores konkurrencekraft. Det er godt med store mål for nye vindmølleparker i Nordsøen og Østersøen, men det er skidt, at vi rammer ’30erne, før de indfries.
Vi er simpelthen nødt til at få sat tempoet op.
Det kræver, vi slår en politisk vejrmølle, vender tingene på hovedet og GENNEMFØRER de grønne projekter på en ny måde. I stedet for at detailplanlægge det hele i staten og gennemføre anlægsprojekterne via komplicerede udbud, skal vi vende det på hovedet og i stedet lave koncessioner:
1. Udpege de havområder, staten stiller til rådighed. 2. Lade firmaerne ansøge om koncessioner til at opsætte vindmøller og lave power-to-x-anlæg. 3. Vælger det bedste bud. (Pris, up-side, medejerskab, power-to-x-andel) 4. Lade firmaer planlægge, projektere og anlægge effektivt.
Det var den model, Danmark brugte under det første energieventyr i Nordsøen, da Dansk Undergrunds Consortium blev stiftet i 1962. Ja, jeg ved at der senere kom diskussioner om, hvorvidt koncessionen var blevet tildelt for billigt, men det har vi lært af. Og det er den model, Storbritannien har brugt så effektivt, at vind løb fra kul i 2016 og deres VE-andel nu stiger hurtigere end vores.
I dag tager det i omegnen af 10 år fra beslutning til vindmøllen snurrer. Skifter vi strategi, kan vi formentlig halvere tiden.
Så skulle vi ikke se at komme i gang. Så vi hurtigere kan blive uafhængig af energi ude fra. Og så Danmark får verdens første energi-ø, brint-ø, og flydende vindmøller – ikke bare på tegnebrættet, men i virkeligheden. På den måde fastholder vi vores internationale førerposition i en tid, hvor resten af verdenen også har sat tempo på den grønne omstilling.
Og så der en pointe mere:
Lige nu lever vi i en økonomisk usikker tid. Inflationen udhuler vores købekraft og pensionsopsparinger. Det kan vi ikke trylle væk med varmechecks, prislofter, skattelettelser eller andre quickfix. I bedste fald kan det dulme, hvis det gribes klogt an, men i værste fald er det benzin på inflationsbålet, som blot forlænger den økonomiske krise, vi er på vej ind i. Den holdbare løsning er at øge energiudbuddet.
Vi har travlt. Er tørken i Sydeuropa og oversvømmelserne i Pakistan ikke nok til at overbevise de klimaskeptiske, hvis nogle sådanne stadig findes, må der aktuelle energikrise kunne gøre det.
Lad os nu få det valg, så en ny regering kan få aftalt en meget mere offensiv strategi for at gøre vores fælles mål til virkelighed!
Bliver vinteren gennemsnitlig, klarer vi os igennem, men energipriserne bliver voldsomme. Bliver vinteren hård, kan det blive så slemt, at vi ikke ’bare’ kan betales os fra det. Vi kan simpelthen komme til at opleve strømafbrydelser.
Den akutte situation understreger behovet for, at vi får sat endnu mere fart i udbygning af vedvarende energi. Både de grønne elektroner, så vi udrulle elektrificeringen af Danmark, men også de grønne molekyler fra Power-to-X, så fossile brændstoffer kan erstattes af grønne.
Folketinget har besluttet at lave en energi-ø. Den skal være verdens første, er ambitionen. Men det bliver den ikke. Udbudsmaterialet er forsinket, så der går MINDST 10 år før den står klar. Og til den tid, har andre landet overhalet os. Det er ikke bare skidt for vores energiuafhængighed – det er også skidt for vores konkurrencekraft. Det er godt med store mål for nye vindmølleparker i Nordsøen og Østersøen, men det er skidt, at vi rammer ’30erne, før de indfries.
Vi er simpelthen nødt til at få sat tempoet op.
Det kræver, vi slår en politisk vejrmølle, vender tingene på hovedet og GENNEMFØRER de grønne projekter på en ny måde. I stedet for at detailplanlægge det hele i staten og gennemføre anlægsprojekterne via komplicerede udbud, skal vi vende det på hovedet og i stedet lave koncessioner:
1. Udpege de havområder, staten stiller til rådighed. 2. Lade firmaerne ansøge om koncessioner til at opsætte vindmøller og lave power-to-x-anlæg. 3. Vælger det bedste bud. (Pris, up-side, medejerskab, power-to-x-andel) 4. Lade firmaer planlægge, projektere og anlægge effektivt.
Det var den model, Danmark brugte under det første energieventyr i Nordsøen, da Dansk Undergrunds Consortium blev stiftet i 1962. Ja, jeg ved at der senere kom diskussioner om, hvorvidt koncessionen var blevet tildelt for billigt, men det har vi lært af. Og det er den model, Storbritannien har brugt så effektivt, at vind løb fra kul i 2016 og deres VE-andel nu stiger hurtigere end vores.
I dag tager det i omegnen af 10 år fra beslutning til vindmøllen snurrer. Skifter vi strategi, kan vi formentlig halvere tiden.
Så skulle vi ikke se at komme i gang. Så vi hurtigere kan blive uafhængig af energi ude fra. Og så Danmark får verdens første energi-ø, brint-ø, og flydende vindmøller – ikke bare på tegnebrættet, men i virkeligheden. På den måde fastholder vi vores internationale førerposition i en tid, hvor resten af verdenen også har sat tempo på den grønne omstilling.
Og så der en pointe mere:
Lige nu lever vi i en økonomisk usikker tid. Inflationen udhuler vores købekraft og pensionsopsparinger. Det kan vi ikke trylle væk med varmechecks, prislofter, skattelettelser eller andre quickfix. I bedste fald kan det dulme, hvis det gribes klogt an, men i værste fald er det benzin på inflationsbålet, som blot forlænger den økonomiske krise, vi er på vej ind i. Den holdbare løsning er at øge energiudbuddet.
Vi har travlt. Er tørken i Sydeuropa og oversvømmelserne i Pakistan ikke nok til at overbevise de klimaskeptiske, hvis nogle sådanne stadig findes, må der aktuelle energikrise kunne gøre det.
Lad os nu få det valg, så en ny regering kan få aftalt en meget mere offensiv strategi for at gøre vores fælles mål til virkelighed!