Under stjernerne på himlen

(Klumme fra BT den 27. december 2020)

Jeg står bag roret på ‘Challenger 93’ – midt om natten, ude midt på Atlanterhavet. Oplever for en stund at have fuld kontrol over den 25 meter lange og fem meter brede sejlbåd, der for godt 30 år siden i nybygget stand var kapsejladsernes svar på en Ferrari. Senere blev den erhvervet af Silvio Berlusconi, hvor den formentlig har lagt dæk til lidt af hvert.

Nu er hun i sin lidt slidte alderdom vores fælles hjem i de 21 dage, det med en alt for blid passatvind tager at krydse Atlanten. Verden er af lave. Isen smelter, orkansæsonen er forlænget, covid-19 hærger, og passatvinden – motorvejen over Atlanten – er løjet helt af.

Jeg har trukket stikket. Mobilforbindelsen er væk. Efter 35 år som folkevalgt, 26 år i Folketinget og 14 år som minister har jeg egoistisk – og til stor forargelse for en del – trukket tre uger ud af kalenderen og slukket for nyhedsstrømmen.

Her er ingen mundbind. Ingen afstandskrav. Efter tre test før, under og efter afrejse er vi med garanti covid-19-frit område. 16 mennesker. Små 100 kvadratmeter frizone i en pandemiramt verden.

Flyvefisk, delfiner, hvaler, stjerneskud. Det tømmer hovedet, men fylder det samtidig med et nyt, måske lidt banalt perspektiv: Hvor er vi små.

En makreldåse i Arresø, et snefnug i en vinterstorm. Columbus har set mod de samme stjerner og den samme horisont. Pesten, den spanske syge og verdenskrigene har hærget, men midt på Atlanten er alting forblevet uforandret: en stjernespækket nattekuppel over et sort og uendeligt stort hav.

Man føler sig lille, ydmyg – og taknemmelig. Sikke en hverdag, vi har. Fast grund under fødderne, rent vand i hanerne, albuerum.

Men jeg føler også forpligtelsen. Vi – du og jeg – er små brikker i universet. Er her kun et mikrosekund målt mod jordens levetid.

For kun to generationer siden var Danmark besat, for tre generationer siden ejede vi øer i Det Caribiske Hav, som vi har sat stævnen imod, og for ‘kun’ 35 generationer siden opdagede Columbus Amerika – længere siden er det faktisk ikke.

Alligevel lever vi fra hånden til munden. Fylder vores aviser med ligegyldigheder. Bruger skatteyderbetalt pressestøtte på at sende en fotograf og en journalist fra Ekstra Bladet til Caribien for at tage imod mig. Som om det var vigtigt.

Måske vi har brug for et andet perspektiv. Vi er små seks millioner mennesker i en verden med kæmpe udfordringer. Middellevetiden stiger, børnedødeligheden falder, analfabetismen er aftagende. Verden er blevet et bedre sted.

Men covid-19, migrationsstrømme, klimakrise og populisme truer med at varsle en ny tid, hvor landene lukker om sig selv, sætter sig selv først og vender ryggen til de andre. Rationelt ved vi, at den åbne verden med samhandel og vidensdeling gør os alle rigere. Følelsesmæssigt vender vi os mod de politiske ledere, der prædiker tryghed (og stilstand). Vi elsker forbedringer, men hader forandringer, selv om det sidste er forudsætningen for det første.

Under stjernerne på himlen bliver jeg revet med af en drøm. En drøm om et Danmark, der rykker sammen. Ikke ved at lukke sig af mod resten af verden, men ved i fællesskab at tage livtag om de store udfordringer og sætte den højeste standard af alle.

Tænk, om vi turde – på tværs af dagligdagens fnidder, der skiller os ad. Som en stamme, der holder sammen. Med et legitimt krav til alle om at bidrage efter bedste evne. Med et mål om at være den mest attraktive plet på kloden for at udleve nye ideer. Et kraftcenter for forskning, udvikling, innovation, bæredygtighed.

Vi har et godt afsæt bestående af tillid, ordentlighed, funktionalitet. Men vi har et stykke vej at gå: større åbenhed for udlændinge, der gerne vil bidrage, lavere skat på investeringer, flere proteiner og mindre fedt i den offentlige sektor, mere frihed under ansvar og større accept af, at vores samfundsmodel i et åbent Europa er nødt til at være mere konvertibel med de andres.

Det dur f.eks. ikke at give EU-studerende gratis uddannelse og verdens højeste SU uden modkrav, når ingen andre gør det. Så hellere investere pengene i mere uddannelse og forskning.

Vindtrykket driver roret mod styrbord. Farten går op. Kompasset sniger sig mod nord. Intuitivt søger jeg hjemover, hjem til Danmark.

Hvor er vi et fantastisk land. Men hvor kan vi gøre det endnu mere fantastisk. Hvis vi tør. Tør drømme – og handle på drømmen.

I en alder af 56 ser jeg mit livs første stjerneskud. Jeg ønsker … Det må man aldrig blive for gammel til.