TYSKLAND TRÆDER UD AF SKYGGEN. DET TÆNDER HÅB – OG FORPLIGTER

Jeg kan huske et Europa opdelt i øst og vest. Det definerede min generations politiske verdensbillede.
Jeg kan huske mødet med østeuropæiske unge – af alle steder – Nordkorea i sommeren 1989. En forsigtig hvisken om frihed, udlængsel, liberalt demokrati, som få måneder senere blev højlydte, da Berlinmuren faldt.
Jeg kan huske en spontan biltur i min gamle Volvo til Berlin kort før midnat den 2. oktober 1990. Indrejse i DDR, udrejse næste dag fra et genforenet Tyskland – en fantastisk og håbefuld oplevelse.
Jeg kan huske sommeren året efter med 25 ungarske unge fra alle dele af foreningslivet, hvor de var på ’demokratiophold’ hos danske søsterorganisationer og boede hos danske familier. Vi troede alle på en lys, europæisk fremtid med personlig frihed, demokrati, menneskerettigheder og fred.
Og hvor er der sket meget godt siden: Et rigere og fredeligere Europa. Men også – med tiltagende styrke – opløsning: Det hovedløse Brexit, formørkelsen i Tyrkiet, retsstatsudfordringerne i Polen og Ungarn, nok-i-os-selv-attituden (som også har haft tag i dansk politik) – som om et kollektivt hukommelsestab langsomt er vokset frem. Og nu dette: Et fejt angreb på et suverænt, europæisk land og folk. Et nyt jerntæppe i Europa.
Det er nu, vi skal ruske op i os selv. Skelne tydeligere mellem det vigtige og det uvæsentlige. Som den tyske kansler Olaf Scholz netop har gjort det i en historisk tale (det ord – ’historisk’ – bruger vi i flæng, med her giver det mening), hvor han trak Tyskland ud af den skygge af berøringsangsthed, som af historiske grunde har hvilet over landet siden afslutningen af Anden Verdenskrig. Det skaber lys i det mørke, som Putin har sænket over Europa.
Og det forpligter herhjemme. Ikke til en SoMe-krig, hvor regeringens kloge beslutning til formiddag om at lukke det danske luftrum mødes med et ’det var på tide’, ’det skulle i have gjort i går’ og den slags, men til et forpligtende, gennemtænkt og tværpolitisk samarbejde om at gøre Danmark klar til en ny fremtid: Det koster 17 mia. kr. om året ekstra at indfri vores NATO-forpligtelse, hvad vi selvfølgelig bør gøre så hurtigt som muligt. Men det er ikke gjort med 140 anslag på Twitter. En frigørelse af russisk gas kan heller ikke klares med et fingerknips, men kræver både en markant acceleration af den grønne omstilling og en accept af, at den på kort sigt kan blive udfordret, hvis f.eks. tyske kulkraftværker udfases langsommere end planlagt.
Det bliver dyrt at opløse det nye jerntæppe, Putin har sænket over Europa. Den pris skal vi være klar til at betale. Men det er ikke gjort med store ord, som der ellers er mange af i disse dage. Det vil have rigtige konsekvenser. En krone brugt det ene sted, kan ikke bruges et andet sted. Så der følger en del med, vi ikke må glemme, når mediebilledet igen – og, tro mig, det kommer til at ske hurtigere end vi forestiller os i disse dage – kommer til at handle om alt det andet, vi også vil: Forbedre vores sundhedsvæsen, bekæmpe social udsathed, udbygge vores infrastruktur, støtte vores kulturliv o.s.v.
Det er håbefuldt at en tysk koalitionsregering med socialdemokrater, liberale og grønne har taget så stort et skridt, som det vi var vidne til i dag. Gid det måtte inspirere til et fornuftbetonet og bredt dansk samarbejde om på alle måder at skrue op for vores kollektive ambitionsniveau: Beslutningerne kommer til at stå i kø, hvis vi skal reagere fyldestgørende på en ny, europæisk virkelighed OG samtidig sikre dansk velfærd og velstand. Og det både kan, bør og skal vi!