(Klumme fra BT den 31. maj 2020)
I starten af covid-19-krisen efterspurgte dagbladet Information forslag til en ‘corona-ordbog’.
Anders Lund Madsen, min gamle ven fra jurastudiet i 1983, og jeg bød ind med ordet ‘hverdagsbetjente’: Ikke-uniformerede, normalt tolerante danskere, der under krisen f.eks. påtager sig opgaven med at påpege, hvis der stås for tæt i køen, eller skælder ud på butiksassistenten, der egentlig bare passer sit arbejde i tøjbutikken, som efter deres mening holdes unødigt åben.
De var på tjeneste, døgnet rundt. Og naturligvis. For alle var skræmte.
Det kan jeg godt forstå. Det var jeg også selv. Jeg har derfor ikke skrevet ét ord uden først at rose statsministeren for en resolut nedlukning af Danmark, da sagens alvor stod klart for hende.
‘Men på et tidspunkt skal der løbes en kalkuleret risiko for, at Danmark ikke forbliver lukket, indtil en vaccine er opfundet. Eller bliver prisen simpelthen for høj,’ skrev jeg her allerede den 26. marts.
I ugens løb har vi så fået syn for sagen: Genåbningen af Danmark har været drevet af en overdreven forsigtighed.
‘Før du svarer, skal du forlade ansvaret for proportionalitet i anerkendelse af et ekstremt forsigtighedsprincip,’ skrev Sundhedsministeriets departementschef til Sundhedsstyrelsens direktør midt i krisen – og sendte dermed et utvetydigt signal om, at regeringens politiske signaler skulle sættes over fagligheden.
Nærmest en ordre om at pakke fagligheden væk og gå et rent politisk ærinde i stedet. Det er faktisk ret vildt. For at sige det meget mildt …
Vi er, hvor vi er – og jeg gider ikke mandagstræneragtigt at skrive om, hvad man burde havde gjort. Det er alt sammen historie. Den bør selvfølgelig rulles op i en uafhængig evaluering af hele forløbet, men lige nu er det historie. Den kan man lære af, men ikke lave om på.
Mere afgørende er det, hvad vi gør nu.
Grænsen til Skåne er lukket, selv om smittetrykket i Skåne er lavere end i Hovedstadsområdet. 10 års indsats for at skabe en Øresundsregion er sat i bakgear. Grænsen til Tyskland er lukket uger endnu og åbnes kun for dem, der overnatter mindst seks nætter ét sted. Udenlandske gæster må gerne bo på hotel i Tårnby eller Rødovre, men ikke i centrum.
Det savner enhver logik.
Det samme gør holdningen til EU’s hjælpepakke, der skal sætte gang i Europa igen. Jeg førte selv Danmark ind i spare-banden med Østrig, Sverige og Holland, men vi er nu i en helt anden situation.
Danmark er sat tilbage. Europa er sat endnu længere tilbage. Vi skal have gang i butikken igen. Ellers bliver prisen for høj: Tabt velstand, arbejdsløshed – et ekko af ’80ernes ungdomsarbejdsløshed.
Så hermed en ydmyg opfordring fra et af 179 folketingsmedlemmer: Kom nu! Luk den sidste del af Danmark – og grænsen – op.
Med respekt for de distance- og hygiejneregler, vi alle har tilegnet os – og som har haft langt større betydning end selve nedlukningen for, at situationen er under kontrol – kan vi lige så godt komme tilbage i fitnesscentret som på værtshuset – eller til fodboldkamp på stadion som i biografen på hvert andet sæde. Der er simpelthen ingen logisk begrundelse for andet.
Og få så diskussionen om hjælpepakker erstattet af en diskussion om, hvordan vi får genoplivet dansk økonomi. Vi er slået så langt tilbage, at vi i 2022 end ikke med Finansministeriets meget optimistiske bud vil være på niveau med 2019.
Hundredtusindvis af danskere på lønkompensation lokker os til at tro, at krisen ikke er dyb, for arbejdsløsheden er jo ikke eksploderet. Endnu. Men det truer.
Så det giver simpelthen ikke mening at kaste mere lindrende is ud over dansk erhvervsliv uden samtidig at lægge spor ud for fremtiden: Hvorfor kaste flere penge efter lukkede hoteller i København, hvis man ikke samtidig har viljen til at tegne et perspektiv for en lovende fremtid? Lad os få et klart politisk signal om, at der skal gang i hjulene igen.
Vender vi tilbage til snakken om Arne på pension, efterlønnens genindførelse og stigende offentlige udgifter. Eller er der nu en vilje til at give den private sektor de rammevilkår, der kan fylde vores fælles pengetank op igen?
Det har været fascinerende at opleve, at alle har lovprist den solide, offentlige økonomi. Også dem, der var imod alle de beslutninger under Thorning og jeg selv, som tilvejebragte den. Kunne man håbe, at glæden over det opnåede sætter sig i en ambition om at opnå det igen?
I så fald:
- Sæt gang i det indenlandske forbrug.
- Sæt gang i eksporten – åbn grænserne og understøt eksportvirksomhederne.
- Sæt gang i den private sektor – giv vores virksomheder konkurrencevilkår på linje med de lande, de konkurrerer med.
- Sæt gang i Europa – find et kompromis, der igen bringer Danmark på linje med Tyskland.
Lad os nu få normaliseret tingene. Også i det politiske liv. Jeg er stor tilhænger af konsensus. Men den må ikke være falsk. Det er tid til at få trukket fronterne i dansk politik op. Ikke for konfliktens skyld, men for at skabe klarhed:
Hvor skal vi hen?