Støjberg dømt af Rigsretten

Rigsretten har i dag dømt Inger Støjberg 60 dages ubetinget fængsel for overtrædelse af § 5, stk. 1, i lov om ministres ansvarlighed for i fem uger (10. februar til 18. marts 2016) at have iværksat og fastholdt en indkvarteringsadministration, som stred mod EMRK artikel 8 og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Det er en på samme tid hård og klar dom på 149 sider, som alle nu må tage til efterretning. Også jeg, der ikke støttede, at den blev anlagt, men ønskede den afgjort politisk. Som jeg sagde forud for Folketingets afstemning om anlæggelse af rigsretssagen:

”At Folketinget er blevet vildledt og har modtaget urigtige oplysninger kan nok ikke betvivles. Det er desværre sket før, men har ikke ført til rigsret (heller ikke i tamilsagen, hvor den del var udeladt af anklageskriftet). Historisk har det derimod kostet ministerposter og givet ”næser”. Og havde Inger Støjberg fortsat været minister, da Instrukskommissionen kom med sin beretning, var hun rimeligvis ”blevet gået” og Folketinget havde brugt anledningen til at udtale en alvorlig misbilligelse. Nu har vælgerne imidlertid allerede besluttet, at Støjberg ikke er minister. Og man kan jo ikke gå af med tilbagevirkende kraft, men Folketinget kan endnu nå at gøre det andet. Så det burde Folketinget gøre – i enighed.”

Ved samme lejlighed sagde jeg:

”Inger Støjberg har, på linje med andre top-folk i Venstre, hele vejen igennem omtalt Instrukskommissionen som ”Barnebrudskommissionen”, hvilket jeg aldrig selv har gjort. For uanset hvad man mener om barnebrude, så skal dansk lov og internationale konventioner overholdes. Det er heldigvis slået fast med syvtommersøm af Instrukskommissionen. Og det bør et enigt Folketing fastslå i en vedtagelse, der udtrykker misbilligelse af Inger Støjberg.” Og så advarede jeg mod et martyrium: ”Domfældelse eller frikendelse. Det kommer til at grave grøfterne dybere.”

Inger Støjbergs reaktion efter domsafsigelsen i dag synes at bekræfte den frygt. Det samme gør reaktionerne fra Ny Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Et stort flertal i Folketinget valgte dog at anlægge sagen, og i dommens præmisser fastslås det, at der ikke gælder en ’alvorlighedsbetingelse’:

”Når Folketinget har besluttet at rejse tiltale mod en minister for dennes embedsførelse, jf. grundlovens § 16, tilkommer det ikke Rigsretten at afgøre, om en politisk reaktion ville have været tilstrækkeligt. Afgørelsen heraf er alene Folketingets.

Det er således ikke en betingelse for at finde en minister skyldig, at der er tale om en alvorlig lovovertrædelse.”

Sagen kunne altså have være endt anderledes. Det har jeg et ansvar for, at den ikke gjorde. Vi burde have initieret nedsættelse af det, der senere blev ’Instrukskommissionen’, medens vi endnu havde regeringsansvaret, hvorved sagen formentlig ikke var endt i rigsretten.

Sket er imidlertid sket – og det skete kommer til at danne præcedens, politisk og juridisk. Rigsrettens vurdering af rækkevidden af pressemeddelelsen af 10. februar 2016 udfordrer i hvert Justitsministeriets notits af 18. november 2020 i ’Mink-sagen’, hvor det fremgår, at ”udtalelser på pressemøder og politiske udmeldinger i øvrigt udgør hverken administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter, der kan skabe rettigheder eller pligter.”

Vi lever heldigvis i en retsstat, og retsstatens principper er indbegrebet af ’danske værdier’. Uanset politiske undertoner i hele dette sagsforløb påhviler det derfor nu et samlet folketing at handle adækvat i forhold til dommen. Og her er jeg ikke i tvivl: Man er ikke værdig til at sidde i Folketinget, når man er idømt 60 dages ubetinget fængsel, medmindre man opnår nyvalg efter udstået straf.