(Klumme fra BT den 15. maj 2020)
Beklager at forstyrre igen og ødelægge den gode stemning.
For vi må jo ikke glemme det. Vi er sammen – hver for sig, på afstand – for ellers får vi lige om lidt italienske tilstande. Konvojer af militærkøretøjer med kister, felthospitaler spredt over landet og et nedbrudt hospitalsvæsen. Don’t rock the boat – nu skal vi passe på. Du må ikke gå i zoologisk have, men gerne i Rødovre Centret. Fra på mandag må du godt gå på værtshus, men ikke i fitnesscenter (vi befinder os jo i en sundhedskrise).
Det har statsministeren besluttet. Ok, partilederne fik lov at lægge navn til det op til sidste weekend på Marienborg, men inden var alt meldt ud på forhånd, så hvem skulle lige række hånden op og foreslå noget andet?
Da aftalen blev indgået, skulle vi holde to meters afstand – to dage efter var det pludselig kun én meter, og i går var der så pludselig plads til endnu mere. En aftale på falske præmisser?
Den socialdemokratiske regering, der ved valget sidste år fik opbakning fra 25 procent af danskerne, har taget 100 procent ejerskab til narrativet, så den frie debat forsvandt: Vi har reddet Danmark for en sundhedsmæssig katastrofe. Økonomien er godt nok i frit fald, og det kommer til at trække dybe, dybe spor mange år frem, men glem det, for det er kynisk at sætte et beløb på menneskeliv!
Sagen er givet på forhånd: Statsministeren bestemmer, i hvilken takt vi får friheden tilbage. Kæmpe succes, for der er i skrivende stund kun 537 døde med covid-19. Godt nok et stykke vej til de 1.644 danskere, der stort set i ubemærkethed mistede livet af influenza-relaterede grunde i 2017/18, men nu handler det jo om corona.
Selv nu, mere end to måneder efter Danmark blev lukket ned (det roste jeg – og gør det gerne igen), er det uklart, om vi har styret efter smittetryk, kapacitetsgrænser eller maksimen om, at ingen må dø (måske af alt muligt andet, men ikke af Covid-19). Vi ved ikke, hvad genåbningsstrategien skal måles op mod, så den socialdemokratiske regering får pr. definition monopol på sandheden. Det forsvarlige er det, dén siger – hverken mere eller mindre!
Statsministeren spiller på alle banens pladser: Offensiv, forsvar, dommer og linjevogter – alt på én gang.
Mediernes dækning har skiftet fokus, i takt med at det slet ikke gik så galt, som der blev varmet op til. Så nu er der sat en ny standard: Nu handler det ikke om, hvordan det står til, men hvor galt det kan komme til at stå til, hvis vi forivrer os på genåbningen af Danmark. Alle blev skræmt unødigt op – så den følelse kan vi ikke bare lægge ned igen.
Torsdag samlede DR og TV 2 partilederne til debat: Åbner vi Danmark for hurtigt? Sætter vi økonomi over menneskeliv?
Ikke den anden vinkel:
Hvor meget skal fremtidens kræftpatient undgælde, fordi vi i overforsigtighed taber velstand, der kunne have sikret hendes eksperimentelle behandling om fem år? Hvad gør vi for at modvirke væksten i selvmord, isolation, misbrug, brudte familier og vold i hjemmet, der med sikkerhed kommer i kølvandet på en voksende arbejdsløshed og økonomisk krise, som viser sig lige rundt hjørnet.
Er jeg bare en mandagstræner, som hele tiden finder på ny kritik?
Prøv at læse de klummer om coronavirus, jeg har skrevet her på pladsen, startende den 15. marts. Jeg har været ret konsistent.
Er jeg en bitter og sur gammel mand, der bare vil gøre livet surt for dem, der har taget over efter mig? Nej, jeg er bare oprigtig bekymret.
Men nu er vi, hvor vi er. Så måske kunne man i stilfærdighed bare bede om fire ting:
Åbn Danmark så hurtigt som forsvarligt – og det er noget hurtigere end det, der sker nu. Glem den egenrådige tagen patent på ansvarlighed og detailstyring af danskerne. Smittetrykket er faldet, der har på intet tidspunkt været et uhåndterbart pres på sygehusene, testkapaciteten er opbygget, så det er tid for at vende tingene om. Fra hvad der ikke er tilladt, er forbudt, til hvad der ikke er forbudt, er tilladt. Opstil sundhedsfaglige kriterier, og kan der leves op til dem, hvad enten man er zoologisk have til fods eller bil, må man åbne. Kan man ikke, så må man vente.
Spark gang i det private forbrug. Danmark er en åben økonomi, så vi kommer ikke på fode før resten af verden åbner op. Men der findes værktøjer til at rive os selv op ved håret. Lavere moms i en periode, som Venstre netop har foreslået, vil give danskerne mere luft i privatøkonomien, som ikke bare går ind på bankkontoen, men bliver omsat i indenlandsk forbrug. Mere af det!
Spark gang i eksport og private arbejdspladser. Når verden åbner, skal vi stå først i køen. Start med at åbne grænsen til Tyskland, vores næststørste eksportmarked, som har styr på covid-19, og Sverige – vores tredjestørste eksportmarked. Styrk dansk eksportindsats – flere muskler til eksportkreditfonden og oprustning af vores ambassader.
Alle verdens virksomheder bløder. Giv de danske blodtransfusion, så de kommer hurtigst til hægterne: Lav et hurtigt nabolande-tjek og få vores rammevilkår – kapitalbeskatning f.eks. – på niveau med nabolandene, så der spredes optimisme og tilskyndelse til at investere i danske arbejdspladser. Og de må gerne vokse sig store. Hellere danske storspillere end et Amazon.com eller Alibaba.com, der kommer buldrende i slipstrømmen på, at vi nu har vænnet os til nethandel!
Sæt en retning for Danmark. Danskerne har elsket, at alle partier har stået sammen i coronakrisen, men det holder ikke i længden. Beklager, men nogen skal sige det. Arbejdsløsheden er steget med 50.000 + et stort mørketal i lønkompensationsordninger.
Så satses der nu på en vækstorienteret politik, der hurtigst muligt fylder hullet i økonomien op, eller køres der videre med valgløfterne om Arne og bankskatter, som trækker pinslerne ud?
I det valg kan statsministeren ikke spille på begge sider af stregen. Hun må vælge side.
Undskyld, hvis jeg brød den gode stemning.