Skal man klandre eller hylde statsministeren?

Fredag kom professor Grønnegårds ekspertredegørelse om håndteringen af covid-19 i foråret 2020.

Opsummeringen af de 598 sider på forsiden af B.T. var både kort og klar: »Det var løgn – ingen myndigheder anbefalede at lukke samfundet ned«! Selv sagde Grønnegård med lidt mere sordin på stemmebåndet, at »hendes (statsministeren, red.) udtalelser genspejler ikke virkeligheden«. Men ret beset er det jo bare to forskellige måder at sige det samme på.

Og nu handler hele den politiske debat så om det – historien. Partier og politikere, der under hele covid-19- forløbet ikke har villet (eller turde) udfordre regeringen strategi, puster sig op og synes, statsministeren skal gå af, og udtrykker bekymring over centralisering af magten i Statsministeriet. Så nu skal hun i samråd. Og hvis hun ikke kan tvinges af posten – og selvfølgelig kan hun ikke det – så skal hun i hvert fald have en næse af en eller anden slags.

Jeg underkender ikke dette politiske efterspil. For selvfølgelig er det relevant at spørge, om man kan have en statsminister, som i strid med sandheden smykker sig med fagkundskabens og myndighedernes fjer?

Men på den anden side synes jeg nu ikke, at de 598 sider bringer meget nyt til torvs, som hele Christiansborg og den danske befolkning ikke allerede vidste eller i det mindste havde klart på fornemmelsen: Statsministeriet detailstyrer, fagligheden bringes i anvendelse lidt selektivt, egenrådigheden hersker.

Alt efter temperament kan man klandre statsministeren for det. Eller man kan hylde hende for at træde i karakter, tage fuld kontrol og godt og vel fylde det rum ud, som vi andre noget ukritisk har stillet til rådighed for hende. Hvis der er plads til en nuance, så er jeg på begge hold.

Allerede den 26. marts 2020 skrev jeg her på pladsen, at »jeg melder mig gerne i heppekoret bag en statsminister, der har handlet kontant og hurtigt, da krisens fulde omfang endelig gik op for de danske sundhedsmyndigheder. En statsminister, som hellere ville gøre for meget for tidligt end for lidt for sent.«

Heltestof er gjort af viljen til at gøre alt for at redde et menneskeliv, men omvendt bør intet menneske stå alene med ansvaret for at tage den kalkulerede risiko, det er at åbne landet igen.

Og præcis her bliver hyldesten af den stærke leder til en klandring af alle os andre. For hvor er modet til at udfordre?

Hvem taler sagen for den cykelhandler, som ikke forstår, at han gerne må tage imod en kunde, der skal have sin cykel repareret, men ikke hende, der vil købe en ny? Men det må man gerne i Bilka.

Hvem rejser sig for de unge efterskoleelever, som i stedet for at være bundet til skærmen derhjemme helt uproblematisk kunne genoptage deres skoleophold i en kombination af forlængede weekender, test og tougers forløb?

Hvem siger højt, at vi svigter de yngste elever både fagligt og trivselsmæssigt, hvis vi ikke får dem tilbage i skolen nu?

Hvem kæmper sagen for den kræftpatient, der ikke blev rettidig udbredt, og som nu må tåle, at sygehusvæsenet har mere end svært ved at leve op til de behandlingspakker, der gennem mere end et årti har øget overlevelseschancerne betragteligt?

Hvem stiller spørgsmål ved den vaccine-venteliste, der har sat de hjemløse narkomaner noget ned på listen, så de nu slås med både covid-19 og voldsomme abstinenser, fordi de skal prøve at holde sig selvisolerede?

Der har, hvis sandheden skal frem, været langt mellem dem, der har gjort det. Selvfølgelig kan det skyldes, at der bare er fuldstændig konsensus bag Socialdemokratiets strategi. At det åbenbart kun var i foråret 2020, at fagligheden stod i skyggen af politik. At lige præcis den måde, tingene nu håndteres på, simpelthen ikke kan være anderledes.

Jeg tror det nu ikke. Og når jeg læser mig igennem de 13.338 indmeldelser i mit nye politiske netværk, kan jeg se, at jeg ikke er den eneste, der stiller disse spørgsmål.

På Facebook skriver statsministeren lidt bittersødt om Grønnegårds rapport, at hun »er imponeret over, at vi – midt i den globale pandemi, vi stadig står i – samtidig evner at kigge bagud.« Og her opstår så min for Christiansborg lidt fremmede tanke: Måske vi skulle spare bare lidt på krudtet, kigge mindre bagud og i stedet bruge mere energi på at se fremad, udfordre regeringens egenrådighed og kæmpe for at få sundhedsfaglighed og fleksibilitet til at gå i en bedre balance.

Man må kalde mig mandagstræner eller bagsædechauffør, som man lyster, men i den klumme, hvor jeg heppede på statsministeren, skrev jeg også, at »det kommer med en pris – også sundhedsmæssigt – at lukke et samfund ned.«

Den er vi ikke færdige med at betale, men den kan bringes ned, hvis vi griber tingene lidt mere pragmatisk an og lytter mere til hverdagens eksperter – også uden at gamble med folkesundheden.