Sådan kommer vi på vingerne igen

(Klumme fra BT den 19. april 2020)

Husker du The Butterfly Effect – filmen om den såkaldte sommerfugleeffekt, hvor selv meget små forskelle i et dynamisk system medfører helt uoverskuelige konsekvenser?

Nedlukningen af Danmark og store dele af verden kalder den frem for mit indre øje. Var det ikke så alvorligt, ville det jo være dybt fascinerede at iagttage, hvordan alle samfundets små hjul griber ind i hinanden. Går det ene i stå, sætter det sig i hele maskinen. Når den skal sættes i gang, gør det en dramatisk forskel, om det ene eller det andet sættes i gang først.

Når alverdens sundhedsvæsener sættes på alarmberedskab, skrues der ned for audiologiklinikkerne og færre mennesker visiteres til nye høreapparater – og så sælger danske firmaer som f.eks. GN, Demant og Widex langt færre og taber omsætning. Kommer de ikke levende gennem krisen, vil der stadig være brug for høreapparater, men så vil de måske være kinesiske.

Når der er rejseforbud, tager vi ikke på charterferie – og så står flyene hos Sunclass Airlines, der beskæftiger 1.200 danskere og skandinaver på gode overenskomster, parkeret i lufthavnen. Kommer de ikke levende gennem krisen, vil vi på et tidspunkt alligevel tage på ferie, men så vil det formentlig være med et udenlandsk flyselskab med ringe løn- og ansættelsesvilkår.

Det er ikke ligegyldigt, hvor hurtigt vi får samfundets hjul til at snurre igen. Her har jeg været pænt kritisk over for regeringens overforsigtige linje. Tirsdag valgte statsministeren at vise lidt mere vovemod og åbne Danmark hurtigere.

Det er godt, selv om der – som påpeget af Venstres formand – fortsat mangler en langsigtet plan og strategi. Men eksemplerne viser jo desværre, at alt ikke er i vores egne hænder. Hvad hjælper det at kunne flyve, hvis der ikke er en lufthavn at lande i? Hvor meget hjælper en åben dansk høreklinik, hvis de er lukkede i resten af verden?

Sidste år havde Danmark et rekordoverskud på 85 mia. og en økonomi på vej fremad. Nu står vi midt i en sygdomsfremkaldt, global krise, der kaster lange skygger over vores handlemuligheder mange år frem.

Derfor er det vigtigt at holde fokus. Lige nu. Med blik for fremtiden.

Lad os åbne Danmark præcist så hurtigt, det er sundhedsfagligt forsvarligt med ét fokus: Hvor er den samfundsøkonomiske gevinst størst.

Frisørsalonen er lige nu og her vigtigere end folkebiblioteket. Men lad mig også være hudløst ærlig: Det bliver dejligt at blive klippet i morgen af Elias, der nu overlever krisen. Men var han gået ned, havde en anden samlet saksen op. Brutalt, men sandt. Overlever de fynske gartnerier derimod ikke, tager hollænderne over, og så er det for evigt slut med danske gartnerier. Det samme gælder en lang række andre virksomheder, der er udsat for international konkurrence.

Aarhus Universitet og McKinsey har analyseret 25.000 danske selskaber. Konklusionen er grusom: Fire ud af ti kommer i livstruende problemer, hvis krisen varer et par måneder mere. Og, tro mig, det gør den – desværre.

For selv om Danmark åbner lidt hurtigere, kan resten af verden ikke følge med i samme tempo. Og mange er blevet så bekymrede, at vi ikke kommer til at stå i lange og tætpakkede køer foran de genåbnede restauranter. I Shanghai har de været genåbnet i snart mange uger, men de er fortsat halvtomme.

Så vi er nødt til nu at tænde det lange lys.

Folketinget har netop forhandlet  forbedrede hjælpepakker på plads,  men om lidt er der brug for meget mere: Kapital til ellers sunde virksomheder, så de kan komme levende gennem hele krisen. Og vi taler om mange milliarder.

Det er en samfundsopgave.

I finanskrisen oprettede staten ”Finansiel Stabilitet”, der skulle afvikle usunde banker. Nu får vi brug for noget mere dynamisk: En milliardstor fond, der holder hånden under og udvikler ellers sunde virksomheder, der risikerer at dø eller komme på ”forkerte hænder” under pandemien. Finanskrisen sendte kritisk europæisk infrastruktur på kinesiske hænder. Margrethe Vestager har klogt advaret imod, at den fejl gentages. Også af den grund er det en fælles opgave at rejse kapital til de virksomheder, der måske skal bruge to, tre, fire år på at komme helt på fode igen.

Staten kan selvfølgelig løse den opgave, men det bør være sidste udvej. Grundlæggende er det noget rod, at staten ejer private virksomheder, og det risikerer at sløre den politiske debat. Tænk bare på, hvor meget bankerne blev lagt for had, selv om staten – os alle sammen – faktisk tjente 17 mia. på finanskrisens bankpakker.

Kunne nogen ikke i stedet tage et civilsamfundsinitiativ? Samle pensionsselskaberne, ATP, Vækstfonden, private pengetanke og andre centrale aktører om en coronafond, der stiller krisekapital til rådighed for dansk erhvervsliv – måske med staten som delvis garantistiller, men på armslængde?

Det haster.

Vi er nødt til at investere i den danske sommerfugl, så den kan holde sig på vingerne.