Spring til indhold

Pas nu på!

Enhedslistens teknik- og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen, morede sig til sankthans med at brænde en dukke med mit ansigt af på bålet. Billedet har floreret på internettet, hvor det dukkede op igen efter afbrændingen af en dukke, der forestillede min efterfølger, Mette Frederiksen, under en corona-demonstration i januar. Her blev de skyldige øjeblikkeligt varetægtsfængslet, og søndag trådte to civilklædte betjente ind i boligen hos Vivian Anita Alexandrui Aarhus, som havde lagt TV2’s foto af begivenheden på Facebook. Hun måtte afgive fingeraftryk og aflevere passwords til sin computer.
Der slås hårdt ned for tiden. I sidste uge blev der uddelt to års fængsel til en person, der havde ansporet til vold under en corona-demonstration. Udmålt til et år efter straffeloven, men doblet op på grund af temaet for demonstrationen. Havde det været ungdomshuset på Jagtvejen, klimaet eller noget helt tredje, havde der været halv pris for den samme foreteelse.
Lighed for loven, tænkte en samfundsborger og indgav en anmeldelse mod Enhedslistens borgmester. Den gjorde politiet ikke noget ved, fordi de lagde vægt på, at ’min afbrænding’ foregik sankthansaften, hvor der er tradition for at brænde en heks på et bål, og at det skete i en private have. Så ved i det: Spar jeres frustrationer til den 23. juni, for så er der åbenbart frit slag.
Selv har jeg det fint med, at ’min afbrænding’ ikke blev forfulgt af ordensmagten. Enhedslistens fremmeste repræsentant i hovedstaden nåede da også med års forsinkelse selv frem til, at ”det er selvfølgelig slet ikke i orden at brænde sankthanshekse af med billeder af andre mennesker på.”
Til gengæld har jeg det dårligt med den aktuelle retstilstand. Regeringen har grundlovsstridigt udryddet et helt minkerhverv, og politiet blev – udtrykt diplomatisk – på kanten af Grundloven sat ind for at eksekvere beslutningen. Det er godt nok en slagkraftig regering, vi har for tiden. Jeg er tilbøjelig til at være enig med Jyllands-Postens leder i dag:
”Både domstole og ordensmagten synes drevet af en kollektiv rus, og den onde virus bruges som påskud til underminering af retsstaten.”
Pas nu på!