Min ven er kommet tilbage

Det er vist den amerikanske præsident Harry Truman, der blev tilskrevet citatet om, at ‘hvis man vil have en ven i politik, må man købe en hund’.

Jeg har to – så politisk venneløs er jeg! Og den 2. januar forlod den ene mig. Den blev simpelthen skræmt bort af kanonslag, som unge i nabolaget åbenbart ikke havde fået fyret af på en coronaramt nytårsaften.

Og så sidder man der. Har efter 40 år meldt sig ud af det parti, der har formet rammen om hele ens professionelle virke. Og pludselig har endnu en ven – den næstsidste – forladt mig. Ironien er næsten for tyk.

Men hold op, hvor ville vi gerne finde Beauty igen. Og mere end 200.000 følgere på Facebook kan altså gøre en forskel. Så jeg bed skammen af mig selv: ‘Kan sagtens se Clickbait-overskriften for mig: ‘Forladt af sin sidste ven’, men gør det alligevel, for jeg har simpelthen brug for din hjælp,’ skrev jeg på Facebook – og så viste Danmark sig fra sin bedste side.

644 mennesker meldte sig ind i gruppen ‘Efterlysning – Beauty’, og vores lille by, Græsted, summede pludselig af aktivitet. Tirsdag aften mødtes 25 mennesker med pandelamper, hunde og løbesedler ved vores lokale supermarked og deltog i eftersøgningen. En af dem kom fra Rødovre – og en hundefører fra Samsø ringede og tilbød sin hjælp. I små fem døgn mærkede vi et engagement helt ud over det sædvanlige – og torsdag morgen kom Beauty hjem igen.

Mit opslag på Facebook om Beautys forsvinden nåede ud til 775.000 danskere – min afgang fra Venstre til 350.000. Man kan mene, at det er disproportionalt. Omvendt er det måske et godt billede på, hvad vi for alvor går op i…

Vi lever vores liv. Arbejder, holder fri, kærer os om det nære. Familien, vennerne, hjemmet, børnene. Hvad skal der blive af dem? Kommer de godt på vej? Får vi så meget styr på vores egen situation, at vi kan give dem en hånd i ryggen?

Det er jo sådan set det, livet går ud på. At leve det – og give lidt mere videre til de næste end det, vi selv fik. Man kan synes, at det er meget banalt, men det er jo det, der driver os.

Og det har jeg kæmpe respekt for. Instrukskommission, rigsret, Trump, Brexit, CO2-reduktion, konventioner. Det er alt sammen vigtigt, men hvad betyder det i Græsted? Hvor stiller det mig og min familie?

Uden at være selvindbildsk bilder jeg mig selv ind, at flertallet af danskere har det som mig: Vi elsker at brokke os over alle fejlene, men når vi lander efter charterferien (ja, det var så dengang …), tænker vi spontant, at der findes ikke noget bedre land end vores. Rent, pænt, ordentligt, tillidsfuldt, ikke korrupt. Hvor har vi det godt!

Men så sætter eftertanken ind. Det er jo ikke kommet af sig selv. Amternes nedlæggelse og professionaliseringen af vores sundhedsvæsen blev ikke klappet hjem. Men her i coronatiden ville vi ikke have været det foruden. Selv Socialdemokratiets store nestor, Lykketoft, der meget ædelt i Berlingske kalder mig ‘en lille svindler’, må vel i et klart og vågent øjeblik indrømme, at sundhedsvæsenet er bedre kørende end for 10 år siden.

Thornings, Corydons og mine reformer vakte ingen glæde, men en bomstærk økonomi trækker os nu gennem coronakrisen uden alt for høje menneskelige omkostninger.

Og det bør – selvom det ikke er sikkert, at det sker – sætte sig i en kollektiv erkendelse af, at forbedringer ikke lader sig gøre uden forandringer. Og lige præcis derfor er jeg så ked af, at der ikke er nogen reel bevægelse i dansk politik.

Statsministeren er slået ind på en retrokurs a la Anker Jørgensen, og oppositionen er splittet. De kalder sig blå, men i realiteten er de delt mellem dem, der vil stilstand og dem, der vil forandring. Dem, der vil lukke Danmark af, og dem, der tør åbne sig mod resten af verden.

Midt i alt det har jeg ønsket at sætte mig selv fri. Og så må vi se. Men i det mindste har jeg fået min ven, Beauty, hjem igen. Så jeg er ikke helt alene.