Manifest

Foto: Claus Peuckert, Thrane Media

Kære medborger

Det er nu et år siden statsministeren resolut lukkede Danmark ned. Hun skar igennem og traf et konsekvent valg. Klogt i en situation, hvor vi kun kendte lidt til covid-19.

At gøre alt for at redde ethvert menneskeliv er egentlig den slags, heltestof er gjort af, skrev jeg dengang –men tilføjede at ”på et tidspunkt skal der løbes en kalkuleret risiko for, at Danmark ikke forbliver lukket. Ellers bliver prisen simpelthen for høj”.

Det er den blevet nu.

Der dør mennesker hver dag. Det er ikke rart at tale om, men det er selve livets grundvilkår. Og medens vi dagligt er blevet opdateret med antallet af smittede, indlagte og covid19-relaterede dødsfald (aktuelt 2.381) – så er 52.264 danskere i 2020 døde af helt andre årsager. Hver dag dør 43 danskere af kræft. Og det tal kan stige, fordi der sidste år blev diagnosticeret færre kræfttilfælde pga. danskernes tilbageholdenhed med at søge læge midt i pandemien.

Det kommer med en pris, når al fokus rettes mod én enkelt samfundstrussel. Uvægerligt får det spotlightet på alle andre udfordringer til at tone ned: Økonomien, arbejdspladserne, trivslen, de unges udfoldelsesmuligheder og vores livskvalitet…

Vi skulle stå sammen – ved at holde afstand. Og godt for det. Men nu skal vi passe på, så den holdningsmæssige afstand imellem os ikke truer vores langsigtede sammenhold!

Alle er vi berørt af pandemien. Men mens mange har haft fuld løn og tryghed i ansættelsen, er andre reelt truet på deres levebrød. Mistet arbejdet, spist kapitalen i den selvstændige virksomhed op, kigget ind i konkurs og sønderknuste drømme. Og det på trods af store hjælpepakker, muliggjort af mange års reformpolitik. Vi låner ca. 150 mia. kr. i årene 2020-2022 – svarende til 41.000 kr. pr. dansker i den arbejdsdygtige alder – for at kunne finansiere de store underskud.

Det splitter os. Ekstrem forsigtighed på den ene side over for letsindighed på den anden.
”Hold ud, hold Danmark lukket” overfor ”åbn det hele, lad os leve livet”.

Mange har fundet tryghed i klare regler og centralt udstukne retningslinjer – andre føler sig i den grad talt ned til og ikke bare fysisk, men også mentalt, låst inde.

Alle har pligtskyldigt rettet ind og fulgt den anbefalende adfærd. Sprittet af, holdt afstand, reduceret vores sociale kontakter. Vi er et lydigt og pligtopfyldende folkefærd. Vi accepterer, at selv positive nyheder om faldende tal følges op af eksperter, der påstår, at det ifølge regnemodellerne går galt om en måned – hvilket straks får regeringen til at fastholde nedlukningen. Vi konstaterer endda bare med et enkelt hovedryst, når det sortsynede regneark alligevel ikke holdt.

Jeg har intet mandat til at tale på alles vegne. Jeg taler egentlig kun på min egne vegne. Men jeg fornemmer, at vi er flere og flere, der snart har nået grænsen for egenrådighed og trættes ved, at vores livsvilkår beror på lejlighedsvise udmeldinger på koreograferede pressemøder i Spejlsalen.
Flere og flere som bekymres over, at vi i årene 2020-2022 gældsætter kommende generationer for 150 mia.
Flere og flere der forstår, at livskvalitet og sundhed ikke blot er et spørgsmål om covid-19-statistikker.
Flere og flere der forundres over den manglende logik i de regler, der udstikkes – hvor små butikker har plads til flere kunder end de store og der er en generelt manglende tiltro til danskernes evne til at beskytte sig med værnemidler, så mere kan lade sig gøre.

Vi vil leve livet.

Vi vil have et genåbnet Danmark, hvor man stoler på, at vi kan tage personligt ansvar og passe på os selv og hinanden. Vi er voksne nok til både at mene, at én død er ét dødsfald for meget, men at døden samtidig er livets grundvilkår – og at enøjet fokus på at forhindre en specifik dødsårsag kan slå andet ihjel: Det gode liv, den kollektive velstand, fremtidige generationers handlemuligheder og fællesskab.

Det er ikke sort/hvidt. Ikke statsligt jerngreb contra ansvarsfri løssluppenhed. Det er en balance.

Men lige nu er den tippet.

Vi vil have den personlige frihed tilbage.
Vi vil tales med – ikke tales ned til.
Vi vil kunne se logikken i de regler, vi underkastes.
Vi vil ikke kun fokusere på dagens indlæggelsestal, men også de afledte omkostninger og morgendagens muligheder.
Vi vil have en evidensbaseret genåbningsstrategi, der har fokus på det hele mennesker og det virkelige liv – som de udfoldes i alle sine facetter indtil det uvægerligt slukkes til sidst.

Lars Løkke Rasmussen