(Klumme fra BT den 22. marts 2020)
Den seneste uge har været en sand opvisning i det danske samfunds styrkeside: SAMARBEJDE!
På tværs af lønmodtagere og arbejdsgivere og på tværs af dagligdagens politiske skel.
Søndag fik vi en trepartsaftale, der spænder et sikkerhedsnet ud under landets lønmodtagere og større virksomheder, og torsdag enedes alle Folketingets partier om at væve et net til de mange små selvstændige, der fra den ene dag til den anden har mistet hele eller store dele af deres omsætning.
Vist er der huller i sikkerhedsnettet, så nogen vil uundgåeligt falde igennem og miste job eller virksomhed, men det findes næppe mere tætvævet i noget andet land.
To ting har gjort det muligt. En solid offentlig økonomi og et klædeligt fravær af politisk fnidder. Det første er resultatet af mange års ansvarlig økonomisk reformpolitik, det andet udtryk for et historisk kendemærke i dansk politik. Når det virkelig gælder, tager de ansvarlige partier lederskab og rykker sammen i bussen. Så er der ikke plads til finere fransk madlavning og ulidelige og tæt på ultimative krav, der i normale tider kan trække politiske forhandlinger i langdrag.
Ingen tør vel i dag spå om coronakrisens længde eller dybden af den globale, økonomiske nedtur, der følger efter. Men sikkert er det, at der bliver en regning at samle op i form af tabt vækst og velstand. Og det traditionelle politiske slagsmål vil så gå på, om det er privatøkonomierne eller den offentlige sektor, der til den tid skal holde for.
Men der findes en tredje vej. Den er måske lidt naiv, men det tillader jeg mig at være. Det er vel også derfor, at jeg ikke længere kan tituleres som toppolitiker og i stedet – som danskerne gør mest – kan iagttage det hele lidt fra sidelinjen …
Tør man håbe på, at øjeblikkets økonomiske handlekraft, der skyldes et årtis forhadte reformbeslutninger, med forsinkelse vækker glæde hos dem, der i sin tid var imod? Tør man håbe på, at den hos en opposition altid iboende lyst til at sidde på hænderne bliver fortrængt af oplevelsen af, at der i den grad kan rykkes, når alle samtidig tager hænderne op af lommerne og løfter i flok?
Kan man forestille sig, at man med de ansvarlige midterpartier som drivkraft bruger krisen som afsæt til en fælles plan for et stærkere Danmark?
Det er ikke til at vide, men det ville være godt for Danmark.
De kommende år skal der investeres massivt i den grønne omstilling. For en stund er klimaudfordringerne trængt i baggrunden, men de presser sig på igen, når de strandede passagerfly igen kan gå på vingerne, og grænserne åbner på ny. Vores sundhedsvæsen har brug for ekstra ressourcer på grund af flere kronisk syge og flere ældre, medicinske patienter – og nu bliver der også et efterslæb at indhente fra aflyste operationer. Og så har jeg slet ikke nævnt alle velfærdsløfterne fra valgkampen.
Coronakrisen viser samtidig, at vi har brug for at blive klogere, forske og investere endnu mere i både et nationalt og internationalt beredskab. Og den har givet os alle – fra den hjemmeunderviste elev til den hjemmearbejdende skolelærer – et voksende indblik i digitaliseringens uudnyttede muligheder.
Når patienter pludselig kan teste sig selv for Covid-19 med personalet på sikker smitteafstand, hvad kan vi så ikke drive det til, hvis vi i ‘fredstid’ investerer målrettet i telemedicinske løsninger. Midt i krisen åbenbarer der sig uendelige muligheder for at modernisere, individualisere og effektivisere vores velfærdsløsninger. Også det er værd at investere målrettet i. Ikke bare i rettidig omhu for at være klar til den næste pandemi, men fordi det kan gøre vores liv og samfund bedre.
Tænk om man kunne omsætte de seneste ugers handlekraft og politisk forbrødring til en offensiv strategi for vores lille land. Med massive investeringer i forskning, sundhed, klima og uddannelse – og med skatte- og arbejdsmarkedsreformer, der kan finansiere dem gennem højere vækst og endnu bedre rammevilkår for vores virksomheder.
Det vil dog kræve, at alle afstår fra at søge tilbage til de politiske skyttegrave, når coronaen slipper sit tag i os. Måske en samlingsregering hen over midten?
Nå, nu må jeg hellere passe på. Måske er jeg ved at få feber. Måske jeg skulle tage en test. Nå, nej, det er kun i Sydkorea, man har råd til den slags…