Her er ugens oversete nyhed

Du starter som avisbud og ender som millionær. Det er essensen af Den Amerikanske Drøm, som de flaskes op med ‘over there’ – i Guds eget land, hvor alt kan lade sig gøre.

Sådan har den amerikanske selvforståelse i hvert fald været i generationer, indtil drømmen bristede, og de pludselig vågnede op til Trump. Splittede, uforenelige, desillusionerede. Blandt andet – og måske i særlig grad – fordi middelklassens forventning om, at det gode liv blev endnu bedre i næste generation, brast.

Selv har jeg gennem årene underholdt amerikanske senatorer, kongresmedlemmer og sågar Joe Biden med, at vil man virkelig se den amerikanske drøm indfriet, så skal man da bare komme til Danmark. Her har vi ‘mulighedernes samfund’, hvor der er »lige chancer for hver unge, uden fædres pengepung«, som vi med Bertel Haarders ord i VUs slagsang skrålede, da jeg var ung.

Godt nok blev jeg ikke selv millionær, selvom jeg startede som avisbud for Berlingske Tidende (med kun 13 daglige aftagere af et dagligt borgerligt ord i Græsted voksede det sig aldrig for alvor stort). Men som søn af en mor med kun syv års skolegang blev jeg dog familiens første student, akademiker – og statsminister. Et tigerspring i det sociale hierarki, som jeg på mange måder deler med mange i min egen generation, hvor der nærmest var statsgaranti for, at vi kom længere end vores forældre – både uddannelsesmæssigt og økonomisk.

I de år spurtede vi alle ind i gymnasiet og greb begærligt ud efter den viden og dannelse, som vi ikke havde med hjemme fra. Da jeg begyndte i 1. klasse, var der 103 gymnasier i Danmark, da jeg 12 år senere blev student, var der 156.

Det grundlagde min kærlighed til det danske velfærdssamfund: Kombinationen af individuel frihed og et trygt og varmt fællesskab, der holder hånden under en, hvis man uforvarende falder igennem. Lige adgang til uddannelse, verdens bedste SU, gratis sygehuse, folkepension, økonomisk omfordeling. For »da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt«.

Sådan er Danmark. Verdensmester i social mobilitet. Det er i hvert fald vores selvforståelse. Eller var.

For tirsdag kom så ugens oversete nyhed. En forskningsrapport fra Rockwool Fonden, der lidt provokatorisk fastslår, at den sociale mobilitet i Danmark ikke er større end i USA.

Den druknede. I oppositionens gryende kritik af regeringens enorme forsigtighed i genåbningen (det var da godt nok da ellers også på tide!), de danske børn i Syrien, dobbeltstraf for voldsanstiftelse ved covid-19- demonstration og suspension af AstraZeneca-vaccinen. Det blev kun til en enkelt avisartikel, men egentlig burde det være på alles læber.

For der er noget galt.

I min generation – jeg er født i 1964 – var det reglen frem for undtagelsen, at vi uddannelsesmæssigt kom længere end vores forældre. Men for dem, der blev født godt et tiår senere, vendte tendensen, og for de yngste årgange, der kan følges helt til enden af et uddannelsesforløb – dem, der er født i slutningen af 1980erne – er den sociale arv i uddannelse tilbage på niveauet hos dem, der blev født under Anden Verdenskrig.

Og nu har vi så Rockwool Fondens uigendrivelige ord for, at forældrenes arv på alle måder hænger ved – ikke bare når det gælder uddannelse, men også levealder, kriminalitet og sociale færdigheder. Vi har måske nok skabt mulighedernes samfund, men alle har ikke lige muligheder for at gribe ud efter dem.

Man kan selvfølgelig mene, at det er lige meget, når høj skat og omfordeling sikrer, at også dem på samfundets bund sådan nogenlunde får en tålelig tilværelse. Selv er jeg nu bekymret. Vi ender i ‘dem og os’, hvis for mange kobles af og efterlades på perronen, medens toget mod fremtiden fløjter til afgang.

Hvad gør vi forkert, når vi ikke magter at løse det smertelige dilemma, at for mange falder igennem verdens mest fintmaskede sikkerhedsnet?

Svaret er ikke enkelt. Men vi finder det aldrig, hvis vi ikke tør stille det og erkende problemet. Hvis vi hænger fast ved et glansbillede af ufejlbarligheden i vores samfundsmodel.

Måske har vi været for forhippede på at fjerne de formelle barrierer for social mobilitet, men glemt de reelle. Vi bruger hvert år et halvt års folkeskolebudget på SU, så også dem ‘uden fædres pengepung’ kan få en uddannelse – måske ville netop deres chancer for at få en uddannelse ellers blive markant større, hvis vi investerede mere målrettet i deres skolegang.

Bare en tanke: Kunne vi bruge lidt færre af vores fælles penge på at fjerne symptomerne på den manglende sociale mobilitet og lidt flere på reelt at gøre noget ved den?

Vi kan nå det endnu. Men det haster, hvis ikke Den Danske Drøm skal briste på samme måde som den amerikanske.

God søndag.