Giv os folkestyret og demokratiet tilbage!

Foto: Claus Peuckert, Thrane Media

(Klumme fra BT den 24. oktober 2020)

Jeg skriver ikke om mig selv (for så ville jeg jo få hele Danmark imod mig), men jeg har hørt om en, der går rundt med et engangsmundbind i inderlommen, som rituelt tages på og af, når han/hun går ned i Metroen i København.

Alle ved, at hænderne skal sprittes af først, og at mundbindet ideelt bør udskiftes efter en halv time, men det kan man jo ikke lige se. Og nu er der jo bind på. Jeg er sikker. Du er sikker. Så kan vi jo godt glemme den sociale distance og den hyppige afsmitning …

For få år siden gennemførte et bredt flertal i Folketinget et maskeringsforbud og gjorde det obligatorisk at give håndtryk for at blive dansk statsborger. Det hele er på meget kort tid vendt op og ned. Har du ikke maske på, eller giver du hånd, så udviser du ikke samfundssind. Eller sagt på en anden måde: Du optræder udansk.

Fredag strammede regeringen grebet yderligere. Og Danmarks Radio spurgte på pressemødet helt seriøst til statsministerens anbefalinger om, hvordan vi i familiens skød skal håndtere den tilstundende jul. Grænsen mellem den personlige frihed og statsmagtens dominans er godt nok blevet rykket! Men hvad er op og ned? Ved du det? Ved jeg det?

Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg er ét stort spørgsmålstegn. På Rigshospitalet har professor, dr.med. Henning Bundgaard netop afsluttet – efter hvad jeg ved – verdens første randomiserede studie om effekten af mundbind, men det er endnu ikke offentliggjort. Hvad viser det? Er der en effekt? Er den positiv? Eller det modsatte, fordi mennesker går rundt med bakteriebomber, der tages af og på?

Personligt har jeg ingen anelse om det, men jeg havde egentlig en helt logisk forventning om, at de danske myndigheder (når nu Salling Fondene har puttet millioner i projektet) i en så alvorlig sundhedsmæssig situation, som landet befinder sig i, havde rekvireret den, inden de nu påtvinger os alle maskepåbud indtil næste år.

Jeg stiller derfor det spørgsmål, medierne burde have stillet: Er det sket? Og hvad viser forskningsresultatet?

Danmark er et land, der har udviklet sin velstand, fordi vi er et fakta- og vidensbaseret samfund, hvor beslutninger træffes i det åbne rum og med en transparens, så kritiske røster kan udfordre dem. Alt det er forsvundet under covid-19.

Alle ved nu, at regeringens første restriktioner ikke var funderet på sundhedsmyndighedernes anbefalinger, men var ren politik. Jeg roste nedlukningen:

“At gøre alt for at redde en dansker er jo det, heltestof er gjort af. At risikere et menneskeliv for at redde Danmark kræver i tilgift en stålsathed og pragmatisme, man ikke kan forlange, at noget menneske skal stå alene med. Men på et tidspunkt skal der løbes en kalkuleret risiko, for at Danmark ikke forbliver lukket, indtil en vaccine er opfundet. Ellers bliver prisen simpelthen for høj”, skrev jeg her den 27. marts.

Og det udsagn står jeg ved! Og som månederne er gået, giver det endnu mere mening, for tingene er ved at køre af sporet.

går meldte medierne, at vi har slået rekord i antal smittede (859), men er det nu helt rigtigt, for vi tester jo mange flere. Med simpel hovedregning ville tallet i foråret have været 3.500, hvis det skulle sammenlignes med dagens tal, så smitteprocenten er faktisk lavere nu. Og ingen ved øjensynligt, hvor mange af de smittede der har symptomer. Vi sammenligner æbler og pære. Er du smittet? Ja eller nej? Er du påvirket af sygdommen? – det ved vi ikke, for “en eller anden” har besluttet, at den kliniske prøve ikke skal følges til dørs med et spørgeskema om, hvordan sygdommen påvirker dig.

Samtidig er dødeligheden faldet, fordi behandlingen af covid-19 er forbedret. Dem, der er døde med covid-19, er i gennemsnit 82 år – som er mere end danskernes gennemsnitslevealder. Hvad er det, vi slås med?

Jeg er ked af at sige det – det er enormt politisk ukorrekt og, vil nogle mene, helt uden “samfundssind” – men vi er nødt til at finde en vej frem, hvor vi – vil jeg tro – mindst et års tid endnu lever med risikoen, indtil en vaccine er udviklet og tilstrækkeligt spredt. Og så længe kan vi ikke leve med nedlukning, masker, ensomhed, arbejdsløshed og konkurser.

Det kunne være: Hold distance, høj hygiejne, udvis betænksomhed, mere effektiv smitteopsporing. Lev livet – ikke sorgløst og egoistisk, men dog i erkendelse af, at det slutter en dag. Og at det vil være lige så trist, hvis det ender i en mangelfuld behandling af en alvorlig kræftsygdom, som vi har tabt den økonomiske formåen til at gøre noget ved eller et “Randers Reb” som følge af ensomhed.

Det her er jo et frustreret opråb fra en, der er blevet sat på sidelinjen, men måske kunne alle vi uden direkte indflydelse forlange at give håbet fremdrift: Om lidt udløber den “nødlov”, som har givet regeringen hånds- og halsret over hele covid-19-håndteringen.

Måske vi på sidelinjen skulle begynde at sige det meget højt: Giv os folkestyret og demokratiet tilbage!