(Klumme fra BT den 26. april 2020)
På en uges sikker afstand af kvindernes internationale kampdag havde jeg planlagt en søndagsklumme den 15. marts om et andet påtrængende kønspolitisk problem: Drengene på kanten!
Dobbelt så mange drenge som piger forlader grundskolen uden funktionelle læsefærdigheder. Drengene halter efter pigerne i fire ud af fem fag. Og over dobbelt så mange drenge modtager specialundervisning.
Resultatet er, at færre drenge end piger får en ungdomsuddannelse. 40 % af mænd mellem 25 og 29 år, som ikke har bestået matematik i folkeskolen, har en dom.
Inden jeg fik sat det sidste punktum, havde statsministeren lukket Danmark, og alt stod i covid-19-
pandemiens tegn, så pludselig forekom emnet mindre vigtigt.
Jeg skiftede derfor spor, udtrykte glæden ved at bo i et land, hvor partierne rykker sammen, når det virkelig gælder, og varslede behovet for en vækstpakke, der kan sparke gang i økonomien igen på den anden side af pandemien.
Siden har jeg i en stribe klummer kritiseret regeringen for egenrådighed, manglende åbenhed og fravær af en klar genåbningsstrategi i balancepunktet mellem sygdomsbekæmpelse og samfundsøkonomi.
Det har vakt stærke følelser.
Men jeg står nu mindre og mindre alene med min kritik. Hvad styrer vi egentlig efter i genåbningen af Danmark? Smittetrykket, kapaciteten i vores sundhedsvæsen eller et ædelt og urealistisk mål om, at ingen må dø med netop den sygdom?
Og hvordan holdes det op imod ensomhed, depression, arbejdsløshed, konkurser, næste års selvmordsstatistikker eller for sent diagnosticerede kræftsygdomme, fordi patienterne er tilbageholdende med at søge egen læge?
Dilemmaerne er til at få øje på, og det er ikke misundelsesværdigt at stå med ansvaret for at løse dem. Men så meget desto mere er der brug for åbenhed. Vi er ikke i krig med en fremmed magt, der lytter med og kan tage pejling af vores diskussion.
Vi navigerer op imod en af mange trusler, som vi skal finde det klogeste gensvar på. Og danskerne har – som vi er absolut flest – vist en formidabel evne til at tage myndighedernes råd om fornuftig coronaadfærd til sig.
Måske vi skulle tro lidt mere på det i vores famlen efter at vende tilbage til hverdagen. For min uskrevne søndagsklumme for seks uger siden har desværre ikke mistet sin relevans: Lige nu er hundredvis af drenge på kanten (og med dem mange piger) overladt til sig selv.
Ikke alle har ressourcestærke forældre, der kan motivere til faglighed i hjemmeundervisningen. Mange tager slet ikke imod lærerens udstrakte, digitale hånd. De taber terræn, bliver sat tilbage og får endnu sværere ved at finde vej fra kanten af samfundet tilbage til fællesskabet.
Det er en ulykke, som kan mærkes i en hel generation.
Personligt forstår jeg ikke, hvorfor det var vigtigere at få 0. – 5. klasser med et langt skoleliv foran sig tilbage i skolen end de ældre elever, der netop nu står foran et helt afgørende punkt i livet: Solid faglighed, der kan bringe dem sikkert videre, eller manglende fodfæste, der kan forfølge dem i mange år.
Det var regeringens helt egenrådige valg. Men det skaber efter min mening en forpligtelse. Til at gøre ALT for at få de ældste klasser tilbage i skolen. Nu!
Tænk ud af boksen. Lad de ældste elever møde ind mandag, onsdag, fredag og de små tirsdag og torsdag.
Eller forskyd skemaet, så de små er i skole om formiddagen og de større om eftermiddagen. Eller tag
weekenderne i brug. Skal lærerne arbejde mere, så giv dem noget mere i løn. Jeg skal ikke kloge mig på detaljerne. Men gør dog noget.
Det er helt ubærligt, at bl.a. drenge som dem, jeg de sidste otte år har mødt på LøkkeFondens DrengeAkademi, bare overlades til sig selv.
Og selv om jeg ikke kan vide det med sikkerhed, så føler jeg mig ret sikker på, at deres bedsteforældre på plejehjem og i risikogruppen vil sige det samme.
Lige nu svigter vi de svageste børn og unge. Og det kommer til at forfølge både dem og os alle, mange år efter en vaccine er opfundet.