Et fromt ønske dagen før morgendagens sundhedsreform

I morgen fremlægger regeringen forslag til sundhedsreform. Det er på høje tid, for vi har i snart mange år vist, at den helt nødvendige centralisering af højtspecialiseret sygehusbehandling skulle følges op af en ’nærhedsreform’, der opruster samarbejdet mellem sygehus – læge – kommune. I min regeringstid lavede vi en aftale herom, som blev overhalet af folketingsvalget, og siden er intet sket. I al fairness kan man sige, at covid-19-pandemien kom i vejen. Men så må man til gengæld håbe, at erfaringerne fra pandemien er tænkt godt og grundigt ind i regeringens udspil … Da ligvognene kørte gennem Bergamos gader, omstillede det danske sundhedspersonale vores sygehusvæsen til at kunne håndtere den værst tænkelig situation. Heldigvis blev det ved skrækken, men den fænomenale omstillingsevne viste, hvor effektivt ting kan gøres, når ’politik og bureaukrati’ erstattes af faglighed og et klart formål. Gid den erfaring sætter sig som en rød tråd i morgendagens udspil.
Danmark er et lille land. Vi har ikke brug for fem selvstændige siloer til at drive vores sundhedsvæsen. Vi har brug for mere (sundheds)faglig selvforvaltning og et tæt og gensidigt forpligtende samarbejde mellem patient – kommune – læge – sygehus. Flytter vi ikke ressourcer fra administration og politik til faglighed og patienter risikerer vi, at de sidste 20 års fremskridt på sundhedsområdet – f.eks. en langt bedre kræftbehandling – sander til, når der bliver flere kronikere og ældre medicinske patienter.
Slip faglig frihed løs. Skær ned for dobbeltadministration. Flyt den politiske energi fra sygehusadministration (for de er de sundhedsprofessionelle bedre til) til i stedet af få kastet lys over ’Bermuda-trekanten’ sygehus – læge – kommune. Det brude være lektien fra covid-19.
Det bliver spændende at se, om regeringen har lært den. Man har lov at håbe. Det er mit fromme ønske.