Sidste forår mødte jeg tilfældig Lis. Hun sad med sin hund ved Nyhavnskroen, da jeg passerede min mine to. Hundene sniflede – og Lis og jeg faldt i snak. 57 år gammel var hun i færd med at kaste sig ud at realisere en gammel livsdrøm: at åbne en frokostrestaurant i Toldbodgade 5, hvor Carl Nielsen boede en periode.
Lis er egentlig uddannet i bank- og ejendomsmæglerbranchen, men har alle dage været en god amatørkok. Og nu skulle det være. Hun var ved at være klar til at åbne Restaurant Carl Nielsen, indrettet i den fredede bygning fra 1716, hvor den kendte danske komponist boede for 114 år siden.
Menu, indretning og drikkevarer inspireret af Carl Nielsens liv og hans samtid. Det hele gennemført til perfektion. Selv på restaurantens toiletter er der et strejf af Carl Nielsen. Her hænger hjemmestrikkede håndklæder, fordi Carl Nielsen selv strikkede klude som afstressende modvægt til arbejdet med de krævende symfonier.
Jeg nåede desværre ikke selv forbi til åbningen, men Restaurant Carl Nielsen kom forrygende fra start. Fem stjerner fra Berlingske, Børsen og Politikken. Gæsterne strømmede til for at spise et stykke “forloren ål”, “du danske mand” eller “maskarade” med et glas Carlsberg 1883, som også er en ingrediens i det hjemmebagte rugbrød.
Men så lukkede Danmark. Lis gik grædende og undskyldende rundt blandt gæsterne den sidste dag før døren til de 60 siddepladser, men hun opgav ikke sin drøm. Men nu er det tæt på.
I går solgte hun 549,- kr. take away. Femhundredeogfirtini danske kroner! Hun har to ansatte kokke, som skal have løn. Desperationen er til at føle på.
Restriktionerne udløber den 28. februar – om bare 11 dage. Men kan hun så åbne dagen efter? Næppe, men ingen giver hende klar besked. Huset er solgt. Skal de sidste penge bruges til at markedsføre Carl Nielsens smørrebrød som take away – eller skal de gemmes til at slå et ordentlig slag, når restauranten åbner igen? Og hvornår er det. Den 1. marts, den 1. april eller første når der er ”fuldstændig epidemikontrol”, som statsministeren formulerer sig?
Det skærer i mit hjerte at se Lis’ drøm briste. Og hun er jo desværre kun en blandt enormt mange selvstændige, der i denne tid ser deres livsværk styrte i grus. Ingen i Danmark bærer ansvaret for, at vi blev mødt med en verdensomspændende pandemi – men landets ledelse har entydig et ansvar for ikke at give klar besked om strategi og vilkår for en genåbning, så folk reelt har en mulighed for at planlægge og disponere.
Det gør Lis mismodig, trist og dræner hende for energi.
Selv bliver jeg vred.
(Meld dig ind i mit netværk her)