Det bli’r aldrig det samme igen

(Klumme fra BT den 3. november 2020)

Kort tid efter det amerikanske valg i november 2016 ringede jeg til Trump Tower for at tale med ‘president-elect’ Donald Trump.

Vores daværende ambassadør til USA, Lars Lose, havde dygtigt ryddet linjen, så jeg var blandt de første europæiske ledere til at byde den nye præsident velkommen.

Jeg havde forberedt mig til tænderne.

Hans svigerdatter var dansk og barnebarn af den danske jazz-komponist Kai Ewans, der i 30’erne – samtidig med Bent Fabricius-Bjerre – strøg til tops på den danske jazzhimmel.

Hans hit-sang var ‘Det bli’r aldrig det samme igen’.

Og det var min icebreaker i samtalen med den nyvalgte præsident:

‘It will never be the same again! – Måske skulle du have brugt den melodi i din kampagne,’ foreslog jeg – og det udløste et grin.

Fra os begge. Og så udnævnte han mig til ‘King of Denmark’, da selvsamme svigerdatter pludselig kom med på linjen.

Det gav endnu et smil i telefonen …

I mellemtiden er smilet stivnet.

For Kai Ewans ramte mere plet, end jeg troede: Det bli’r ikke det samme igen – og det helt uanset, hvem der trækker sig sejrrigt ud af dagens kamp.

Hvis den da bliver afgjort i dag – og ikke først i den amerikanske højesteret om mange uger.

Donald Trump har mildt sagt været et uortodokst bekendtskab.

Selv har jeg været i infight med ham ad et par omgange, bl.a. på et Nato-topmøde, hvor han helt uden dybere indsigt i Danmarks forsvarsvilje nærmest hånede Danmark og slog os i hartkorn med lande, der aldrig stiller op, når det for alvor bliver svært.

Det var ikke en del af hans paratviden, at de danske tabstal i Afghanistan har været på niveau med de amerikanske, hvis man tager højde for indbyggertallet.

Min efterfølger har også måttet lægge ryg til lidt af hvert og har måttet håndtere et pludseligt indfald om at ville købe Grønland.

Det har været bizart.

Ikke underligt, at både hun og jeg – og med os formentlig de fleste danskere – hepper på en ny mand i Det Hvide Hus.

Og, jo, det vil gøre en forskel. Med Biden vil USA blive i Paris-aftalen, ‘tonen’ vil blive pænere og værdien af internationalt samarbejde talt op, men tag ikke fejl: Trump har gjort en afgørende forskel – og det bli’r aldrig det samme igen.

Noget skyldes direkte ham selv: forråelsen af den politiske tone, ignoreringen af fakta og konfrontationen som redskab har dannet skole.

Se på Johnsons Brexit-håndtering i Storbritannien, Kaczynskis abort-politik i Polen eller på Erdogans dæmonisering af Macron I Tyrkiet, så ved du, hvad jeg taler om.

Andet kan mere indirekte tilskrives ham: Hovedårsagen til, at han blev valgt i første omgang, er der jo stadig: et Amerika, der har været for dårlig til at fordele gevinsterne ved globalisering, så de kom alle dele af befolkningen til gode.

Et Amerika, der – som Europa – halter bagefter Kina og Asien i teknologikapløbet.

En efterspørgsel efter hurtige og enkle politiske løsninger på komplicerede problemer. ‘Sæt Amerika først!’

Den er kommet for at blive – og forsvinder ikke med Trump.

Protektionismen har han ikke patent på.

Den trives også på den amerikanske venstrefløj, som Biden vil være en tak skyldig, hvis han vinder.

Noget helt tredje skydes demografi og andre baske forhold i jernindustrien, som ikke er til diskussion: Den amerikanske befolkning består i mindre og mindre udstrækning af ‘gamle europæere’, Europas andel af verdensøkonomien falder, og Kina er på vej til at blive verdens største økonomi.

Så det er kun naturligt, at flere amerikanere ser over Stillehavet, før de ser over Atlanten – hvis de da ikke bare vender ryggen til det hele og kun ser indad.

Så sæt ikke næsen op efter, at vi vender tilbage til ‘de gode gamle dage’ i morgen, hvis Den Frie Verden får en ny leder.

Kravet om, at Europa og Danmark øger investeringerne i vores eget forsvar, hvor vi er langt fra de aftalte to procent, bliver ikke tonet ned, selv om det formentlig formuleres mere venligt.

Risikoen for handelskrige, der er særlig problematiske for små, åbne økonomier som den danske, fordufter ikke over en nat.

Trump er et helt særligt fænomen, men han er jo ikke opstået af ingenting.

Så det er helt udelukket, at man bare kan slå en parentes om de sidste fire år og afskrive dem.

De grøfter, han har gravet i den amerikanske befolkning, kan ikke uden videre kastes til.

Vi kommer til at forholde os til et splittet USA med et introvert fokus i mange år frem.

Alligevel er der grund til at håbe på et skifte. For selv om det ikke bli’r det samme igen, så bliver det i det mindste mere forudsigeligt.

Og i en foranderlig verden er der brug for stabilitet.