Dagens ”skræmmetal” hjælper os ikke med at finde den rigtige balance.

Netop i dag – på årsdagen for nedlukningen af Danmark – gør mange status på håndteringen af pandemien. En forsker på RUC har forsøgt at sætte scenen: 35.000 danskere ville være døde uden restriktioner.

Sådan. Så må alle da kunne forstå, at der ikke er noget at komme efter.

Jeg anfægter ikke beregningen, men hvor relevant er den? Udover nogle ganske få ”sølvpapirhatte” kender jeg ingen, der har foreslået laissez faire som strategi. I det udskældte Sverige, som jeg selv undervejs har fremhævet for en mere tillidsbaseret og proportional tilgang, ville dødstallet med RUC’s forudsætninger have været 61.669 – det er ”kun” 12.845 …

Så tjener dagens ”skræmmetal” til andet end at end at stoppe debatten om en lidt mindre risikoresistent genåbningsstrategi, hvor alles livets facetter og ikke alene covid-19 drages ind?

Man kan regne på mange ting, for vi har fri forskning i Danmark. Hvor havde det dog været rart, hvis man også havde regnet på genåbning af f.eks. vores skoler og liberale erhverv. Noget mere af det, der kunne modvirke ensomhed, mistrivsel, tabt faglighed og personlig økonomisk ruin. Men her regner man åbenbart kun på det, regeringen beder om.
Hårdt skåret til handler det om perspektivet. Er det optimistisk – hvor meget normalt liv kan vi leve med pandemien under kontrol? – eller ekstremt forsigtigt: Hvor meget jerngreb, skal vi holdes i, hvis covid-19 er det eneste, man ikke må dø af.

Som alt andet en balance. Ikke statsligt jerngreb contra ansvarsfri løssluppenhed. Vi har brug kloge hoveder til at hjælpe os med at finde den – ikke til at skræmme eller provokere os over i det ene af hjørnerne.

(Meld dig ind i mit netværk her)