BØGER

UD AF DET BLÅ

På langfart med Løkke.

En lun sommeraft en i Nyhavn sætter Lars Løkke Rasmussen sig bag rattet i en lejet autocamper og kører ud i det blå for at møde danskerne. Han er på udkig efter det, der forener os, snarere end det, der splitter.

I mere end 35 år har han levet i en politisk boble som først byrådsmedlem, viceborgmester og amtsborgmester, siden folketingsmedlem og fagminister og til sidst statsminister i to omgange. Nu er han begyndt på en frisk, har sænket skuldrene, givet sig selv lov til at tænke frit og uafhængigt af gamle positioner og forsøgt at få greb om det hele igen ved at føre samtaler med tusindvis af danskere i et nyt netværk. Det har vækket en slumrende nysgerrighed og lyst til at genopdage det land, han i en menneskealder har været med til at præge på godt og ondt.

Ud af det blå tager han læseren med på langfart – fra Falster til Skagen, fra Humlebæk til Thyborøn. På turen rundt i landet, hvor han undervejs får selskab af hustruen Sólrun og hundene Beauty og Fríða, møder han indvandrere og iværksættere, kunstnere og landmænd, skolefolk og fiskere. Det bliver til en række inspirerende samtaler, hvor skarpe holdninger brydes, og hvor ideerne til en positiv forandring blomstrer.

Ved rejsens ende samler Lars Løkke Rasmussen trådene og sætter en ny politisk retning.

OM DE FLESTE OG DET MESTE

Lars Løkke Rasmussen har skrevet en original og tankevækkende erindringsbog, som vil appellere til alle, der interesserer sig for samfund og politik – uanset overbevisning.

Lars Løkke Rasmussen er et idealistisk menneske, som har været fire årtier i politik for at gøre verden til et bedre sted. Han er ærgerrig, ambitiøs og en hård hund. Og han er en blød mand, der kan græde, når han ser samfundets svage blive kvast af ringe livsvilkår.

Efter en fornem politisk karriere, kulminerende med seks et halvt år som statsminister, står han i dag ved en skillevej og stiller sig selv en række eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvad har gjort mig til det menneske, jeg er i dag?

I et forsøg på at finde fodfæste har Lars Løkke Rasmussen skrevet denne tankevækkende bog. Det er ikke en
traditionel selvbiografi om en politikers vej til magtens tinde, men en række erindringer i glimt. Han har skrottet al pligtstof for i stedet at fortælle om de mennesker og begivenheder, som har betydet allermest for ham som politiker og som menneske.

Lars Løkke Rasmussen genoplever sin nordsjællandske barndom og gymnasietid og mindes kampen for
at føle sig ligeværdig med unge fra bedrestillede hjem. Han fortæller med skrækblandet fryd om at blive far som 25-årig, om at brænde sit lys i begge ender som ung kommunal-, amtsråds- og folketingspolitiker og om at lære det politiske håndværk i skabelsen af store og samfundsforandrende reformer i et taktisk spil med venner og fjender.

Vi er med på ham rejser til Sovjetunionen og Afghanistan, Færøerne og Grønland, Dubai og Davos, og i personlige møder med verdens store personligheder og statsledere, fra Dalai Lama til Donald Trump.

Endelig tager han os med ind i de lukkede rum, hvor politik bliver skabt, og skæbner bliver afgjort: Han løfter sløret for, hvad der skete i den berømte kælder i Odense under formandskampen i 2014. Og hvad der blev sagt på det famøse hovedbestyrelsesmøde i august 2019, som satte en brat stopper for hans epoke som formand for Venstre.

Lars Løkke Rasmussen afslører ikke alt i denne bog. Men han fortæller ærligt, skarpt og humoristisk om de fleste – og det meste.

BEFRIELSENS ØJEBLIK

Forfatter Kirsten Jacobsen har skrevet denne bog med en enkel og klar ambition: At nå ind til de overvejelser, Lars Løkke Rasmussen har som statsminister og privatperson i ugerne op til et folketingsvalg, der vil afgøre hans politiske fremtid.
Hvilke tanker gør han sig? Hvilke svære dilemmaer er han optaget af? Hvad mener han inderst inde om de politiske og personlige problemer, han har kæmpet med i de seneste fire år som regeringens leder? Og hvem bør tage de største og vigtigste beslutninger i den kommende valgperiode – fløjene eller den politiske midte?
Kirsten Jacobsen og Lars Løkke Rasmussen samarbejdede tilbage i 2006 om en interviewbog, Løkkeland, da han var indenrigs- og sundhedsminister. De har i årenes løb talt om at lave en ny bog – og i midten af marts besluttede de med kort varsel at kaste sig ud i projektet.

Lars Løkke Rasmussen ryddede 22 timer i sin kalender i perioden fra 25. marts til 14. april 2019 og stillede sig til rådighed for en række usædvanligt frie og åbenhjertige samtaler, som fandt sted på Marienborg og på bagsædet af ministerbilen.

Statsministeren har ikke haft redigeringsret over manuskriptet. Han har læst det umiddelbart før trykstart, hvilket har medført nogle få rettelser af rent faktuel karakter, men ingen rettelser, der vedrører bogens indhold og substans.

Der er i forbindelse med projektet indgået en forfatteraftale med Kirsten Jacobsen. Lars Løkke Rasmussen modtager ikke honorar for sin medvirken.