Rigsrevisionen og det udvidede frie sygehusvalg

I morgen offentliggør Rigsrevisionen sin beretning om pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse. Her til aften er Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti allerede i gang med tale en skandale frem. Begge partier har udtalt sig bramfrit til Ritzau på baggrund af en rapport, der endnu ikke er offentliggjort. Det overrasker egentlig ikke, når man betragter det meget uskønne forløb, hvor revisionens foreløbige udkast – som hvilede på en række alvorlige misforståelser – har været lækket og mærkværdigt udlagt. F.eks. påstanden om, at de private sygehuse skulle have modtaget en milliard kr. i overpris.

Den egentlige skandale kan henføres til perioden før 2001, hvor det var vigtigere at bekæmpe privathospitaler end ventelister. Dengang kunne mennesker med økonomien i orden springe de alenlange køer over, mens andre blot måtte vente, vente og vente. Det gik vi til valg på at lave om. Det fik vi folkeligt mandat til. Og det gjorde vi til lov. Af to omgange har Folketinget vedtaget det regelsæt, det udvidede frie valg hviler på.

Derfor vil det da også overraske mig meget, hvis Rigsrevisionen når en anden konklusion end at ordningen har været administreret efter den lovgivning, som Folketinget har vedtaget. For selvfølgelig har den det.

Og hvad går den så ud på? Jo, i al sin enkelthed har Folketinget vedtaget, at patienter, der har udsigt til at skulle vente unødigt længe på offentlig behandling, skal kunne tage pengene med til privat behandling i stedet. Som udgangspunkt ikke flere penge end det offentlige ville have brugt. Som udgangspunkt ikke færre penge end det offentlige ville have brugt.

Præcis sådan har det været. Og derfor har mere end 280.000 patienter fået en behandling, de ellers ikke ville have fået. Samtidig har vi vendt rollerne om i det offentlige sundhedsvæsen: Før var patienterne afhængige af sygehussystemet. Nu er sygehussystemet afhængig af patienterne!

Kort sagt handler det udvidede frie sygehusvalg om at give patienterne en rettighed til at vælge køen fra. Hverken mere eller mindre!

Ved siden af den patientrettighed, er der selvfølgelig løbende behov for at effektivisere sygehusvæsenet. - At få pengene til at række længere. Det er en udfordring til hele sundhedsvæsenet, og her kan et af midlerne være mere strategisk brug af de private sygehuse. For det siger sig selv, at prisen bliver lavere, hvis man køber 1.000 hofteoperationer frem for at købe 1 + 1 + 1. Det har bare intet med det udvidede frie sygehusvalg at gøre.

Intet har forhindret amterne – og siden regionerne – i at lave store klump-udbud, hvor man udvidede sin egen kapacitet gennem tilkøb af f.eks. 500 hofteoperationer og 1.000 knæoperationer for på den måde at presse både ventetid og pris ned. Tværtimod har regeringen igen og igen understreget, at det udvidede frie sygehusvalg er en betinget rettighed. Den får man kun, hvis det offentlige – enten selv eller via aftale med de private – ikke kan levere hurtig behandling. Jo mere fordomsfri man er i samspillet mellem offentligt og privat, desto længere rækker pengene. Desto mere behandling kan der tilbydes. Og desto færre patienter får brug for det udvidede frie valg.

Sådan er det tænkt. Sådan er det vedtaget. Sådan er det gennemført.

Derfor har danske patienter i dag en unik ret som misundes os i de fleste europæiske lande, vi normalt sammenligner os med. Derfor tager jeg oppositionens fordrejede regnestykker og mærkelige påstande helt roligt…

Samtidig glæder jeg mig over, at den ideologisk betingede modstand mod at bruge udbud øjensynlig er bragt til ophør. Lytter man nøje til oppositionens opskruede kritik, har vi åbenbart haft for lidt af det. Dét er da en tankevækkende ny position!

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen